• Nicoline Jacoby Hansen

Idé til store møder: Hold en vidensbazar

Vidensbazaren er et involverende format, der varer ca. 1,5 time. Deltagerne inviteres til at besøge en række poster, hvor der står en person som fortæller kort om et projekt, et tiltag, et værktøj eller en metode, der ligger i tråd med mødets tema.


Sådan fungerer den

Vidensbazaren kører i fem runder, der varer 10 minutter hver. De sidste 3 minutter i hver runde bruges til spørgsmål og dialog. Mellem hver runde spilles der meget høj musik i et-to minutter, så folk har tid til at skifte plads. Deltagerne bestemmer på stedet, hvilken post de vil besøge i hver runde – de får udleveret en oversigt over posternes indhold og et kort, så de kan finde rundt.

De tidsmæssigt afgrænsede runder og musikken er den bærende struktur, som er med til at støtte og styre adfærden – og det gør hele forskellen fra fx en messe eller en poster-session, hvor folk dasker rundt på må og få.

Bazaren fungerer både for møder med 100 deltagere, over personaledage til for helt store konferencer med 2000 deltagere. Antallet af poster justeres bare efter antallet af deltagere, så der i gennemsnit kommer til at stå 7-12 personer ved hver post. (Jo større bazar, jo flere ratio).


Vidensbazar. (Foto: Rasmus Degnbol)

Hvorfor fungerer den godt?

Deltagere er vilde med Vidensbazaren, fordi de oplever den som både aktiv og meningsfuld på samme tid. De bevæger sig fysisk fra én placering til en anden, de får ny viden i små doser som interesserer netop dem (med bazarens store udbud vil der altid være noget til enhver smag og indenfor forskellige faglige nicher), indholdet er konkret og praksisnært, og formen giver rigtig gode netværksmuligheder.

Har du prøvet noget lignende som deltager, eller forsøgt dig med et lignende format som arrangør? Hvordan fungerede det for dig? Fortæl mig gerne om det i kommentarfeltet :-)


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dette er en smagsprøve fra min bog ”Køreplan for store møder”. Se mere her eller køb bogen hos de fleste online boghandlere, fx Saxo. Denne artikel er publiceret første gang på LinkedIn 2017. Fotos: Rasmus Degnbol.


Du er også altid velkommen til at kontakte mig og få en snak om, hvordan dine store møder kan få et skud vitaminer.

***************************

Nicoline Jacoby Hansen har en ph.d. i konferencer og læring fra Aarhus Universitet (DPU) og er cand.comm. i kommunikation og psykologi fra RUC.

Med en god blanding af knofedt, hjerne og hjerte, har Nicoline søsat et hav af store møder de sidste 15 år. Hun er drivkraften bag PLUS Agency, der planlægger alt fra konferencer, kick-offs og personaledage til innovationsworkshops og fagfestivaler. Og hun er fast overbevist om, at den bedste måde at skabe et højt udbytte af store møder på, er ved at involvere deltagerne.

  • Black LinkedIn Icon
  • Black Instagram Icon

PLUS Agency  ∣  SOHO, Flæsketorvet 68, 1. sal  ∣  1711 København V  ∣  Danmark  ∣  Tlf: 606 505 44  ∣  plus.agency@plus.agency